Fra :  Træk af Skads sogns historie - Uddrag fra.

redigeret af G. Poulsen

Fragtkørsel - efter manuskript af Hans Pedersen

Vognmand J. C. Andersen, Esbjerg , har fortalt , at da de fik flere spand heste, blev der ansat en mand til at fodre hestene. Så behøvede kuskene ikke at komme så tidligt om morgenen og kunne gå før om aftenen. Hestene skulle jo også fodres efter dagens arbejde, og dette skulle ske ad flere gange. Man kunne ikke bare fylde krybben og gå hjem. Der blev fodret 3-4 gange, for at fodret kunne være frisk og appetitligt.

Det sidste en god fodermester gjorde, inden han forlod stalden om aftenen. var at se efter om alle hestene havde det gode,  og så tage en greb og jævne strøelsen under dem, så de kunne ligge godt.

J. C. Andersen fortalte også, at f.eks. en tur til Kolding tog tre dage. man måtte så overnatte 2 gange. En regning fra ICA fra 1912 bekræfter, at timebetalingen for et spand heste med kusk og vogn var 1,50 kr. men så kunne den også rumme 2500 kg pr gang. Stifteren af firmaet, J. C. Andersen bedstefar, blev sparket ihjel af en hest. Det var også en erhvervsrisiko dengang.

Der krævedes meget af en vognmandshest. Den skulle have et roligt temperament; men heller ikke så rolig, at den kunne kaldes doven, da en god kusk nødig brugte pisken. Den skulle have kraftige lemmer, da de ofte kom ud for et stort pres, især når læsset skulle sættes i gang.

en hest, der haltede på grund af skader i muskler og led, var ubrugelig. Hovene skulle være stærke, så de ikke brækkede af, for en absolut betingelse for, at hesten kunne gå på de hårde veje, var at den var godt skoet, og det krævede at hovene var intakte, så der var noget at slå sømmene i. Dette krævede også at man havde en dygtig smed, der kunne pudse hoven underneden, så den var fuldstændig plan med skoen for en sko, der vippede blot en lille smule, ville hurtig gå løs og ofte derved brække en kant af hoven.

I glat føre måtte hesten "bråddes". Det måtte kusken selv gøre. Værktøjet hertil havde han altid med i vognen om vinteren, da dette ofte måtte ske 2-3 gange om dagen, alt efter føre og vejr. At "brådde" en hest skete  på den måde, at der i spidsen af skoen var et par ekstra huller, hvor man kunne slå "brådsøm" i. De havde et ekstra langt hoved, der ragede et stykke uden fro skoen, så de kunne hugge ned i isen og hesten der ved bedre kunne så fast. De blev hurtigt slidte og måtte ofte fornyes ca. midt på dagen.

Der fordredes også meget af kusken. Arbejdsdagen  var lang. Han måtte ofte starte kl. 5 om morgenen. Hestene skulle vandes , fodres og strigles og stalden renses. Hvis hestene skulle klarede det hårde arbejde, var det absolut nødvendigt, at de var godt fodrede, før de kørte ud. Fodret var mest hakkelse og valset korn. Dette havde man også med i muleposer, så de kunne få et foder senere på dagen, når man holdt en pause.